Er din familiesituation ændret?
Er du blevet gift eller skilt? Har du fået en samlever, eller er du og din samlever flyttet fra hinanden? Er du blevet enke? Når din familiesituation ændrer sig, er det vigtigt at tjekke, hvem der får pengene fra din pensionsordning ved din død.
Når du dør, får dine efterladte pengene fra din pensionsordning. Som udgangspunkt bliver pengene udbetalt til dine nærmeste pårørende. Men ændringer i dit familieliv kan betyde, at du ønsker en anden fordeling.
Måske er du samlevende og har børn fra tidligere forhold. Så kan du vælge, at dine børn skal have en del af eller hele beløbet.
Andre situationer kan betyde, at du selv vil bestemme fordelingen af penge.
Tjek, hvem der får pengene ved din død
Vi anbefaler dig at tjekke, at du sikrer de rigtige personer i forhold til dit liv her og nu. Vigtige ændringer kan være, hvis du bliver gift eller skilt, hvis du flytter sammen med en kæreste, hvis du og din samlever ikke bor sammen længere, eller hvis der kommer børn og bonusbørn i husstanden.
Du vælger selv, hvem der skal have pengene. Du kan fordele pengene imellem flere og bestemmer selv fordelingen.
Hvem får pengene, når du dør?
Da vi oprettede din pensionsordning, indsatte vi automatisk 'nærmeste pårørende' som begunstiget. Begunstiget vil sige den eller de personer, der får pengene fra din pensionsordning ved din død.
Hvis du ikke har taget stilling og ændret, hvem der skal have pengene, går pengene til nærmeste pårørende.
For din pensionsordning betyder nærmeste pårørende, at pengene efter din død bliver udbetalt til den eller dem blandt dine efterladte, der står først i denne rækkefølge:
- Ægtefælle/registreret partner
- Samlever, hvis I har boet sammen i mindst to år, eller I bor sammen og venter, har eller har haft barn sammen
- Børn, børnebørn eller oldebørn
- Arvinger efter testamente
- Arvinger efter arveloven
Særligt om samlevende
- Er din pensionsordning fra før 2008, er din samlever ikke nærmeste pårørende og får derfor ikke automatisk pengene. Det skal du aktivt vælge.
- ’Nærmeste pårørende’ dækker ikke bonusbørn – dvs. samlevers børn og børnebørn. Hvis du ønsker at tilgodese eventuelle bonusbørn, er det vigtigt, at du tager stilling og vælger dem.